Udseendet og den ejendommelige form af kaktusser vækker uvægerligt stor interesse. De tilhører en meget stor gruppe af tørke-resistente planter kaldet sukkulenter, der er i stand til at lagre vand i stængler, blade eller rødder. I tilfælde af kaktusser beskæftiger vi os hovedsageligt med stængel-sukkulenter, derfor er deres stængler tydeligt fortykket. Formen på kaktusser kan variere. De omfatter perfekt sfæriske former såvel som planter med hævede skud. De kan klatre lige op, uden at forgrene sig (de såkaldte søjleformer) eller ved forgrening danne kandelaber, træagtige eller buske. Interessant, lidt forbundet med kaktusser er former med slanke stængler.Ofte er der tale om epifytter, der vokser i træernes kroner, hvorfra skud hænger frit. Deres skud er som regel segmenteret. De bedst kendte slægter fra denne gruppe er for eksempel Rhipsalis, Epiphyllum og Schlumberger logs, dvs. Julekaktus. Et interessant fænomen er skudanomalierne, der findes blandt kaktusser, fx i mutanterne af Gymnocalycium mihanovichii, der er frataget klorofyl. I stedet for den typiske grønne farve er de farvet gul, pink eller rød. De kan ikke leve selvstændigt, så de podes på grundstammer. En anden ejendommelighed er de krummede former, fx i slægten Notocactus.
Ud over at opbevare vand i stænglerne viser kaktusser en række andre tilpasninger til længere perioder med tørke. ). Typiske blade kan også findes i slægter, der ikke er særlig avancerede i forhold til evolution, såsom Pereskia-træet. I andre slægter er bladene erstattet af torne, hvilket kan være en usædvanlig dekoration.Tornene kan blive helt op til 10 cm. Der er forskellige modifikationer - de kan være krusede (såkaldt papir eller pergament), hårlignende, kamlignende eller fjeragtige, der minder om fjer. En særlig type torne er de såkaldte glochids, dvs. korte, små torne udstyret med kroge, typisk for f.eks. stikkende pærer. De fungerer som miniatureharpuner – de knækker let af og klæber til overhuden, hvorfor de er meget generende. En yderligere attraktion ved kaktusserne er deres karakteristiske, regelmæssigt ribbede overflade. Norm alt er ribbenene lige, dvs løber lodret nedad fra toppen af planten, men er nogle gange snoet i en spiral. Deres antal kan variere afhængigt af taxon. I Astrophyllum kan der være 5 eller endda 4 ribben, mens deres antal i slægten Stenocactus overstiger 100 (op til 120). Slægten Mammillaria har vorter i stedet for ribben. I toppen af ribben og brystvorter er der såkaldte areoler, det vil sige steder dækket med fnug, hvorfra der vokser et par torne, og senere også blomster - en stor belønning for ordentlig pleje og tålmodighed.I de fleste kaktusser optræder blomster kun hos de individer, der har nået den størrelse, der er specificeret for arten. Da kaktusser har en tendens til at vokse langsomt, kan det tage mange år at se blomster. Kaktusblomster har en unik struktur. De ligner skud. De udvikler sig på klare, skællende rør, der ofte indeholder klorofyl. Jo mere evolutionært avanceret en art er, jo mindre bemærkelsesværdige er momentumets karakteristika. Blomster kan blomstre om dagen eller kun om natten. De er ofte meget imponerende. En af de største størrelser, over 20 cm i diameter, når blomsterne af nogle arter af slægten Selenicereus, fx S. grandiflorus, kendt som nattens dronning på grund af blomstringstiden. Blomster af andre typer er meget mindre, men de glæder sig over rigdommen af farver: fra hvid og gul, gennem rød, pink, til lilla og lilla. Nogle af dem, f.eks. Mammillaria og Rebutia, har frugt - røde bær som dekoration efter blomstring.
Bortset fra den epifytiske slægt Rhipsalis ,som forekommer naturligt i Afrika , er hjemlandet for alle andre arter de amerikanske kontinenter - fra Canada til Patagonien og Magellan-strædet.Kaktusser bruges ofte af indianerne på mange måder. De giver brændstof, byggemateriale, fakler og bliver ofte spist. Mad er f.eks. frugter af mange arter, såsom stikkende pære og kandiserede skud. Planter er ofte plantet i form af rækker, der fungerer som et hegn. Mange arter er nemme at dyrke og klarer sig godt i opvarmede lejligheder, hvorfor de også er værdsatte prydplanter. De fungerer fantastisk i den såkaldte sukkulenthaver, hvor de kombineres med andre sukkulenter, fx agave, aloe, spurgeons, gasteria eller haworcja. De passer bedst til naturlige, ler, uglaserede terracotta-farvede retter. Kaktusser, plantet i farverige potter med klare geometriske former, bruges også i moderne interiør. Planter, der vises som solitære eksemplarer, tiltrækker opmærksomhed. Arter af betydelig størrelse er velegnede til dette formål, fx den sfæriske Echinocactus grusonii, i naturen, der vokser op til 3 m i diameter, eller den opstillede statue Cereus med en usædvanlig overflade.
